Meningen var vistnok at alle skulle være mødt til registrering omkring 10.30. Men på det tidspunkt var kun en mindre del ankommet. Om det skyldes trafik-køen ved Roskilde-festivalens afkørsel eller folks generelt ringe navigeringsevner skal vi undlade at spekulere over. Men henad 11-tiden var de fleste ankommet, hvorefter jolleudpakning og teltslagning kunne påbegyndes. Frokosten blev indtaget på eget initiativ rundt omkring hvor der nu var plads, hvorefter Ilene kunne byde velkommen til alle sejlere, trænere og forældre omkring kl. 12.30.
Årets lejrtrøje var holdt i en frisk lilla farve, med et rygmotiv designet af Line Skafte fra BISK.
Vejret bød på frisk til hård vind, hvorfor de yngste sejlere ikke kom på vandet i deres egen jolle. I stedet bød trænerne på aktiviteter med TORM-traileren samt sejlads i gummibåd. De mere erfarne sejlere fik et fint træningspas på vandet, men kunne ikke helt undgå et par kæntringer.
Lige før aftensmaden blev det obligatoriske gruppebillede taget. Det tog sin tid at få alle ungerne samlet, dernæst skulle træner-Kasper overtales til at spille lækker, og til sidst skulle en edderkop slås helt ihjel førend alle kunne sidde nogenlunde stille i tilstrækkeligt tid til at billedet kunne tages.
Aftensmaden bød på grill-burgers, som p.gr.a. letter tekniske udfordringer i køkkenet blev en lille smule forsinket. Men da først burgerne indfandt sig, indfandt roen sig også hos de unge sejlere (til en vis grad – man skal jo ikke overdrive).
Resten af aftenen havde sejlerne til sig selv. Dette blev brugt på fodbold, volleyball, slentren rundt, og meget andet tant og fjas.
Alt i alt en god dag og en god start.