Vejret fortsatte med at trodse DMI’s forudsigelser og bød igen på sol, mere sol, rigtig meget sol men knap så meget vind. Sejlerne blev om formiddagen opdelt efter deres normale jolle, med et begynder-optihold, et øvet opti-hold, et Zoom-hold, et Tera-hold og et 29er/405/Feva hold.
De øvede optimister trænede bla. hold-kapsejlads, men var plaget af en del skader på materiellet. En sejler måtte en tur omkring havnen efter et erstatningsror. da rorpindsforlængeren røg af. På en anden jolle røg den store skraldeblok af, hvorefter sejleren måtte sejle ind til havnen ved at holde i bommen. Resultatet af holdkapsejladsen var lettere uafklaret, da det ene hold (støttet af træneren) udråbte sig selv til vinder, mens det andet påberåbte sig at modparten havde snydt og sejlet den forkerte vej om mærkerne.
Begynder-opti’erne skulle træne læns-sejlads og med en favorabel vindretning fra ca. vest lagde de godt fra land og var hurtigt ude ved Langholm. En enkelt sejler kom for sent afsted p.gr.a. et problem med foden, og måtte hentes ud til de andre af en af trænerne. Det lange stræk bevirkede dog at holdet kom en anelse senere hjem til frokost, da træner-teamet måske havde undervurderet hvor lang tid det tager at krydse hjem i (meget) let vind. Træner-teamet hævdede dog under den redaktionelle proces at forsinkelsen skyldes et totalt uforudsigeligt vindspring på 90 grader samt at vinden døde lidt omkring kl. 12, men det lyder ærligt talt lidt som en dårlig undskyldning.
Holdene blev som sædvanligt blandet lidt efter frokost, og Torm-traileren kom også i anvendelse, hvor 3 surfbrædder stak til havs mens nogle af de yngre plaskede rundt inde ved badestranden med kajakker og paddel-boards.
Aftensmaden bestod af den velkendte men nok ikke helt verdensberømte Farum-lasagne. Bestyrelserne fra Birkerød Sejlklub og YF var inviteret til middag for at medlemmene ved selvsyn kunne konstatere hvad alle kontingentkronerne går til.
Om aftenen havde aktivitetsholdet arrangeret en stor “Tæv Trænerne” konkurrence. Der indgik dog ikke decideret fysisk vold i aktiviteten, som i stedet for bestod af tre konkurrencer, tovtrækning, volleyball og rundbold. Efter aftensmaden kunne de mest ivrige skrive sig op som deltagere i de forskellige aktiviteter, og det skortede ikke på villige deltagere, specielt ikke efter at Tobias Tobiasen havde gjort sit bedste for at piske en stemning op. Resultatet blev vistnok en samlet sejr til sejlerne, men visse trænere med et let overdimensioneret konkurrence-gen hævdede at reglerne var bøjet kraftigt til fordel for ungerne. Men det var der ikke ret mange der gad høre på.
Vi håber at de respektive bestyrelser efterlod lejren med et positivt indtryk og at man klart får valuta for pengene.