Lørdag – i regn og rusk


DSCN2091Dagen forløb stort set som den plejer - bortset fra at vejret ikke helt levede op til sædvanlig Herslev-standard. Formiddagen bød på jævnt gråt dansk sommervejr, som gradvist slog over i let regn hen over middag. Alle havde dog fået slået telte op på det tidspunkt, så skaden var ikke så stor.

Kaos var dog som sædvaligt under kontrol og udpakning og søsætning af joller, gummibåde, og Ynglinge foregik planmæssigt. Ilene kunne derfor byde velkommen til årets sejlerlejr kl. ca. 12.30. Herslev-folkene havde arrangeret en fin modtagelse med kaffe og te til de voksne, og havde også fået ombygget køkkenet til sprit-ny standard. Om sidstnævnte udelukkende var blevet gjort af hensyn til sejlerlejren er lidt uklart, men vi foretrækker at tro det.

Årets moderigtige farve var på fuldt demokratisk facon blevet valgt efter en afstemning på hjemmesiden. Farven hed officielt “Raspberry Red” selvom visse farvesyns-udfordrede personer insisterede på at kalde den lyserød. Men hvad ved bønder om kunst. Uanset navnet var der bred enighed blandt flertallet af drenge om at det mest positive ved farven var, at vi nu var rimeligt sikre på ikke at se denne farve på trøjerne de næste 10 år.

Vinden startede med en frisk brise men steg ved tre-tiden til en for de alleryngste ret ukomfortabel styrke. Flertallet af de yngre optimister startede i gummibåden sammen med Kasper, men skiftede senere til deres egen båd, da de var blevet overbevist om at de nok godt kunne klare mosten.

En Yngling kom for skade til at sejle lidt for tæt på land. Ifølge besætningen var der ikke tale om at de gik på grund – de løb bare tør for vand. Flere joller måtte ligeledes eskorteres ind igen, da vinden tog mere til. En tomandsjolle kom desuden i karambolage med badebroen og måtte reddes fri af et stærkt samarbejdende trænerteam. Indsatsen forløb lidt mere dramatisk end vi kan beskrive her, men redaktionen blev truet til tavshed af Iben, som gerne vil være anonym.

Aftensmaden brød med tidligere traditioner og bestod ikke af hamburgers, grillet til kulsort ukendelighed på diverse Weber-grills. I stedet for blev der serveret frikadeller med pasta og diverse sund råkost. Efter aftensmaden åbnede snackbaren hvilket igen blev et stort tilløbsstykke blandt sejlere i alle aldre.

Som afslutning på aftenen blev der afholdt informationsmøder for hvert af de tre aldersopdelte hold. Reglerne for lejren blev indskærpet, sengetiderne blev gentaget, og programmet for søndagen blev gennemgået.

DSCN2094DSCN2104DSCN2103