Mandag – så er det næsten sommer!


DSCN2188Kontrasten til det blæsende vejr i weekenden var mærkbar. Hvor man før skulle være pakket ind i trøjer og jakker for at holde varmen kunne man allerede fra morgenstunden gå rundt i T-shirt uden at få en hypotermisk reaktion. Vinden var også faldet til 1-3 m/sek hvilket lovede godt for de yngste.

Dagen startede med en omgang morgemmotion ledet af det dynamiske og overfriske trænerteam, som med fast hånd ledte sejlerne gennem et afvekslende program. Dette omfattede også et stresstest af badebroens rækværk, som heldigvis stadig kan holde til vægten af 20-30 sejlere.

Formiddagens sejlerhold var stort set de sædvanlige. Enkelte øvede optimist-sejlere var blevet opgraderet til 29er-niveau og andre var blevet sat på Zoom-holdet. Mellemklassen af optisejlerne havde deres eget hold, og de aller-yngste var blevet sat på TORM-traileren og boltrede sig med kajakker og SUP-boards.

Vinden var som nævnt ikke voldsomt stærk. Optimisterne og Zoom’erne havde til tider lidt svært ved at flytte sig, mens 29erne godt kunne rykke, specielt når spileren blev sat.

Frokosten blev igen indtaget på land for alles vedkommende, selvom hjemturen var lidt lang for nogle, grundet den svage vind. Der var kun tid til en kort pause, da de let modificerede hold blev tilsagt til skippermøde kl. 14.00. Nogle andre øvede opti’er blev igen sat på 29er-turnus, således at 29er-holdet blev det suverænt største hold. Eftermiddagens træningspas var præget af skiftende vind og regnbyger, hvilket gjorde at det var nogle lidt kolde og våde sejlere der kom ind til den sædvanlige eftermiddags-snack bestående af frugt, knækbrød og Philadelphia smøreost.

Hvis dagens sejladser var forløbet uden den store dramatik indfandt den sig til gengæld ved aftensmaden, som i dag bestod af burgere grillet med kærlig hånd på et mindre batteri af Weber-grills. Billedet fra dagen før gentog sig – sejlerne er gennemsnitligt blevet ældre og spiser mere. Resultatet var at alle burgers blev nærmest støvsuget af fadene, og at enkelte sejlere var nødt til at supplere med nogle rugbrødsmadder.

Snackbaren åbnede lidt tidligere end normalt, da der også skulle være tid til lidt aftenssejlads. Der var dog ikke så mange der benyttede sig af tilbuddet, da de fleste havde fået nok sejlads for en dag, og hellere ville slappe af med lidt kortspil, snak og sladder, og generelt hængen ud.

IMG_3052IMG_3072IMG_3094

DSCN2199DSCN2203DSCN2207

Find os på Facebook

Login