Onsdag – tilbage til start


DSC_5072Så gik man lige og troede at det der sommer-noget var kommet for at blive. Og så laver DMI eller vejrguderne eller hvem man nu kan give skylden en fuldstændigt ubegrundet omstart og sætter sort flag for hele feltet. Protest!

Med andre ord – vejret stod på kraftig blæst og lidt regn, dvs. en nogenlunde kopi af lørdagsvejret. Lidt øv. Men hvad – en god sejler kan jo tilpasse sig til enhver vejrsituation.

29er-holdet var blevet beskåret lidt p.gr.a den hårde blæst. De knap så formstærke sejlere kom med ud i gummibåden så de kunne observere hvordan den ged skulle barberes. Et lille hold med tomandsjoller var også blevet dannet, med deltagelse af en 405er, to Feva og en 420 jolle. Desuden var opti’erne og Zoom-jollerne også på vandet.

Fevaerne kom dog ret hurtigt ind igen, da besætningerne ikke helt magtede vejret. Vinden var nemlig skiftet fra pålands- til fralandsvind og det var derfor nemt at undervurdere styrken.

Den fra om lørdagen uheldsramte 405 fik igen problemer da den skulle ind. Sværdet satte sig nemlig fast og kom kun ud efter en koordineret indsats fra en flok ældre sejlere plus en trælægte. Man kommer langt med finesse men rå vold er nogen gange også anvendelig.

Et lille hold Ynglinge satte kursen mod Roskilde, hvor planen vistnok var at købe en is. Efter at de var nået frem var sejlerne dog så kolde at tanken om is ikke længere var så tillokkende og der mere var stemning for en varm haps-dog.

Efter frokost friskede vinden om muligt endnu mere op. Et par 29ere vovede sig ud, ledsaget af et hardcore Zoom-team ledet af M. Schnack. Resten af sejlerne foretrak enten at plaske rundt i TORM-land eller at tilbringe eftermiddagen på land.

Aftensmaden bestod af lasagne a’la Herslev med diverse sund salat og flutes. Madholdet kørte nu nærmest som en velsmurt og veljusteret maskine, der pumpede gennemvarmede lasagnefade ind på bordet hurtigere end selv de mest sultne sejlere kunne gøre kål på dem. Så ingen gik sultne fra bordet.

Efter aftensmaden var slut og snackbaren havde overstået Rush Hour blev der tilbudt aftensejlads i 29er, hvilket blev accepteret af 4 besætninger der tog ud i 3 både (nej, det går ikke op og så må man skiftes). For resten af lejren var der arrangeret en havne-quiz, hvor sejlerne skulle gå rundt på havnen og svare på forskellige spørgsmål. Der blev lagt en hel del energi i opgaveløsningen, hvilket også stod mål med den energi der var blevt lagt i at lave opgaverne.

I skrivende stund har freden sænket sig over Herslev. Vinden er aftaget betydeligt, skyerne er lettet, temperaturen er steget og vi skal allerede hjem i morgen. Suk.

 

DSC_5274DSC_5209DSC_5504

DSC_5337DSC_5408DSCN2277