Tirsdag - med nye højdepunkter


forplads IMG 4495  bådplads IMG 4497  klubhus IMG 4494  strand IMG 4492  boldbane IMG 4490  DSC 0545

Hvordan ser der egentlig ud på Herslev Sejlerlejr, er vi blevet spurgt om af forældre, som følger os på distance. I ord kan stedet vel beskrives som en perle. Idyllisk, isoleret (føles langt væk fra Roskildefestivallen) og gode faciliteter. I billeder ser I først "for-pladsen" dernæst udsigt fra klubhus til slæbested, klubhuset, stranden hvorfra nogle både tager ud og dér hvor Tormtraileren står med SUPs, windsurfere, kajakker osv. - og hvor vi hygger os med bål mv., den store boldbane til morgengymnastik og alle mulige aktiviteter og til sidst ses her halvdelen af teltpladsen rammet ind af skønne træer på begge sider. Rige muligheder for at finde steder at hygge, lege, grine, spille - og sejle.

IMG 4515IMG 4503Hvor skal vi hen i dag? spørger de yngste optier. "Ud i det blå" svarer Kasper. "Vi ved ikke præcist, hvor vi skal hen, men de bedste ture er dem, hvor vi tager hen og ser hvad der sker ..." Det svar var de meget tilfredse med.

Der var også andre tilfredse ansigter at se i lejren. To flotte Lightfightere er kommet, og en gruppe sejlere er klar til at komme på vandet og prøve kræfter med den smukke og seje båd.

.... og et par timer senere ...: to piger kommer glædesstrålende løbende ind fra stranden og råber: "Det var bare mega-sjovt - SÅ fedt - og det gik vildt hurtigt og man kunne hænge". Drengenes store smil og lysende øjne bekræftede den fantastiske oplevelse. Når man ser og hører dem, så ved man at Herslev Sejlerlejr absolut ikke er en ferie-børne-opbevaring men et tilvalg og helt unikke oplevelser, der går under huden og langt ind i underbevidstheden.

Igen i dag fik sejlere der er fyldt 15 år mulighed for at være træner for en gruppe. De skal planlægge træningen, formidle og forklare - og modtager efter sejladsen feedback både fra den "rigtige" træner og fra sejlerne.

Vi er ca. 20 forældre, der holder maskineriet i gang. Toiletter skal rengøres, badmestre og havnevagter står klar, motorbåde skal repareres og klargøres osv. Hver dag købes der ind på ny. Vores madansvarlige er kendte ansigter i den lokale Netto. I går sad "Mads - ny i Netto" bag kassen. Bente skulle "bare" lige have lidt småting som 10 æblejuice, 10 appelsinjuice, 10 liter mælk, 10 chokoladebarer osv. Men "Mads - ny i Netto" havde endnu ikke lært at indtaste 10x æblejuice og måtte således scanne hver enkelt vare. At scanne den samme vare 10 gange overskred ligeledes hans tryghedszone og Bente fik således alle vare op på båndet, så hver enkelt kunne komme igennem systemet. Da "Mads - ny i Netto" kom til de 50 vingummiruller der skal i aftenens slikbar i sejlerlejren, piblede de første sveddråber frem - måske også på flere af de mennesker, der stod i køen. Sådan får man 1 kilometer kassebon. I dag havde "Mads - ny i Netto" fri.

En perfekt sejlerdag med god vind og sol går til ende med snobrødsbagning over bål på stranden. Og helt usundt er det ikke engang - for vi løb tør for mel og erstattede med havregryn, så de mindede lidt om stenalderbrød. Nu slutter vi af med den smukkeste solnedgang man kan tænke sig :)

Klokken er 22 - rød gruppe skal i seng. God nat.

bål IMG 4532 NEW DSC 0665

Find os på Facebook

Login