Tro det eller ej ! Det er sommer ! Vi starter dagen med god vind (5-6 m/s) og sol. Perfekt !
Det bliver en spændende dag. Kl 14 er der start for de ældste 6 sejlere og 1 træner, der skal på ynglingetur. På pakkelisten står der husk tallerken, eksta tøj og tandbørste. Med i rygsækken er der et uvist antal frikadeller og et uvist antal kilo snobrødsdej. Og det er absolut uvist, hvornår de kommer hjem igen.
Denne seddel hænger allerede i vinduet og venter på at blive set af eftermiddagssejlere. De nævnte sejlere skal ind på kontoret til ”gaste-vejning” efter aftensmaden. Hvad de ikke ved endnu er at ”15-tonnerne” skal på aftentur kl. 20.30 medbringende sejltøj, ekstratøj, natbriller og hårgele.
Fortsættelse følger ….
Så blev det afsløret. De 6 ældste sejlere kom på dag- og nattur i Ynglinge-både og den næste gruppe på aftentur i gummibåde i strålende sol og med snobrødsdej i taskerne. Det skal nok blive godt!!
Resten af lejrdeltagerne hygger herhjemme (også med snobrød på stranden), den skønneste aftensol, kortspil og endelig tid til ingenting i teltene ;) Der summer af god stemning overalt.
I dag skal Opti 2 gruppen (spørg om dit barn hører til denne gruppe – det ved de) have en rosende bemærkning med på vejen. De var bare SÅ GLADE, I GODT HUMØR OG MOTIVEREDE forlød det fra en glad træner.
Nogle af dem der til daglig sejler optimist eller zoom8 har stor glæde af at prøve en 29erXS. Skulle der sidde en sejlerforældre derude, der ikke ved så meget om sejlads, så er en 29er en meget livlig båd, der skal sejles af to personer, og 29erXS har et mindre sejl, som gør den nemmere at sejle for nybegyndere og sejlere med mindre vægt. Ikke desto mindre var der en hel del badning i denne forbindelse og vinden var da heller ikke helt stille, så de fik da kamp til stregen.
Vi spurgte en forælder om, hvad I mon kunne tænke jer at høre om her fra lejren. Her kommer svaret: Børnene har det godt! Der har været lidt sygdom hos nogle fx i form af ondt i hovedet eller halsen, men det bliver der taget hånd om. Sejlerne hygger sig, griner, træner, fokuserer og lærer. De får god mad, frugt og knækbrød om eftermiddagen og de får besked på at huske at vaske hænder før maden ;). De ”leger” i andre bådtyper, vindsurfere, kajakker mv. og bader om eftermiddagen.
Har I fået set billederne ? De ligger her på hjemmesiden under FOTOS / Herslev 2015. God fornøjelse.