Vi alle her siger et stort JA til fællesskabet, som her på Herslev Sejlerlejr betyder fælles sprog, fælles regler fælles interesse og fælles glæder. Der hersker hurtigt enighed, om at uvejret kunne forblive i de politiske rum i Storbritannien – men uanset enstemmigt vejrønske startede vi lejren i øsende regn og skybrudslignende perioder.
Men her går lejrchefen ikke fra posten af den grund og alt gik sin vante gang; alle blev indregistreret, teltene blev rejst, frokosten indtaget, reglerne ridset op og afsted gik det ud på vandet for at jagte et par skyer, som hen på eftermiddagen forvandlede sig fra tunge og våde til friske og tørre på ca 7m/sekundet.
Med 20 år på bagen har vi erfaringerne til at blive helt industrialiseret (eller i det mindste overlegent organiseret) og således stormer vi ikke Netto lørdag morgen med en indkøbsliste så lang som en toiletrulle, men bestiller allerede hjemmefra – med overblik, ro og de professionelles organisationstalent. Desværre er Dansk Supermarked – alias den lokale Netto - ikke helt med på beatet, og kunne ikke magte den store ordre på forhånd, men så fik vi da også chancen for igen at udfordre en ”Ny i Netto” på bedste vis;)
Alt i alt en travl dag for alle for at komme frem og komme på plads. Den friske luft gør sit til at puste trætheden frem sidst på dagen, og selv for nogle i blå gruppe var det lang tid at skulle vente på det obligatoriske gruppemøde, når man er sååå træt ;)