Til morgen kom regnen, som afløses af overskyet og fugtigt opholdsvejr.
De fleste tager på vandet og træner, men en gruppe bliver inde og tjekker mål og tilstand på fangliner, reparerer sværd, ordner bindsler, sætter numre på grej og både. Der pudses og plejes. En stor del af det at være sejler er at lære at passe ordentlig på grejet og vide hvordan.
E-jollene lavede Americans Cup Bane – en øvelse, hvor der skabes en masse kaossituationer omkring mærkerne – og så skal man være god til reglerne. Læserne lavede trimøvelser og topmærkeøvelser med taktiktræning. Senere slog de sig sammen med e-jollerne til træning og fik tæv (træneres ordvalg).
29erne har trænet balance på alternative måder. Nogle har lavet kogesejlads, andre seriøs træning.
Eftermiddagen så lidt dyster ud og mange sejlere var meget trætte. Flere fik lov til at få en ”fri eftermiddag” og blive inde. Det skulle de ikke have gjort, for dem der tog ud fik de skønneste oplevelser. E-jollesejlerne Jeppe, Daniel og Rasmus snuppede en yngling og tog afsted. På et tidspunkt satte Jeppe spilerophalet fast i sin trapetz og lod sig hænge ud over båden. Om Jeppe har taget et par kilo på, eller hvorfor faldsnoren knækkede vides ikke med sikkerhed, men plop sagde det og Jeppe røg i vandet. Kort efter sejlede de tæt forbi en bøje, og der lå der simpelthen et par sæler og hyggede sig. De sejlede næsten ind i dem.
Det var også nogle begejstrede, euforiske optimistsejlere, der kom ind fra eftermiddagssejladsen. De havde haft en oplevelse, der gik under huden. De havde set en delfin! Den havde en spids snude, var hvid på bugen og grå rygfinne og krop. De fulgtes med den, og den svømmede ind under Veronicas Fosbergs optimistjolle. WAW ! (Og til jer, der alligevel tror at det var et marsvin – det er oplevelsen bestemt ikke blevet mindre af).
Her til aften varmer solen igen vores hud og sjæle. Der er gang i aftensejladsen, og vi på land misunder dem, der er taget ud – det ser helt vidunderligt ud.
Alt i alt endnu en skøn dag, hvor både byger og sol var skiftevis på programmet. Og ja vi har stadigvæk glade sejlere overalt. Man bliver hurtigt fan af Herslev Sejlerlejr.