B & B kunne godt være Bed&Breakfast, Bissen&Bossen eller Best Buddies, men her på lejren står det for Berit&Bente, som med fast hånd styrer lejrens kulinariske højdepunkter. Der beregnes, købes ind med øje for økologi, fuldkorn og mindst muligt sukker – og som garvet tilbudsjægere sætter de alle i omdrengninger for at jagte den højeste kvalitet til de bedste priser. De to understøttes kraftigt af et stærkt køkkenteam på 6-8 personer både morgen, middag og aften.
Vi har ledt desperat efter mariehøns, og vi har skrevet hjem og bedt nogle om at tage os med i aftenbønnen – for vi trængte virkelig til lidt sol hernede. Og det hjalp! I dag skinner solen. 5-6 m/sek om formiddagen og lidt mere blid vind om eftermiddagen. Perfekt sejlvejr. Med den succesrate vil vi gerne lige give jer en liste til aftenbønnen i aften: send flere penge, aflys Kaspers eksamen, så han kan komme tilbage hertil og tryl en ny - nej to gummibåde frem … da en træner fik sunket en i dag – dvs. næsten, - og en gik i stykker i går.
I dag er den store bytte-prøve-dag. Man kunne se Optimister i Zoom8, fandt Zoom8-sejlere og 29ere i E-joller, nybegyndere på surfbrædder og 29ere. 12 Opti A sejlere blev udtaget til en sejlsportsliga i 5.70ere, og det forlyder at pigerne gav drengene tæsk. Drengeholdet karakteriserede sig ved at handle individuelt, mens pigerne havde en demokratisk proces omkring beslutningerne, hvilket dog bekymrede trænerne lidt, da processen tog tid og de ville gå på grund, hvis de ikke snart bommede. Om eftermiddagen blev 5.70erne overtaget af fremtidens skrappeste sejlere (de ved det bare ikke endnu, vores opti 1 hold) og tog på tur.
De små søskende på lejren har fanget vandmænd til den store guldmedalje og lavede suppe af dem ….. aftensmaden stod dog på en lidt mindre blævrende ret, nemlig burgere – økologiske fuldkornsburgere, naturligvis.
Aftenprogrammet bød på TORM-trailer med kajakker, SUP-boards, surfing og badning med solnedgang. Nogle tog en længere SUP-tur. Andre syede og reparerede sejl og grej. De obligatoriske snobrød kunne endelig laves og godnathistorien blev læst op i bålets skær. Der blev skudt det eller andet vennefoto.
Sådan kender vi Herslev Sejlerlejr igen; sol, sommer og sejlads i en skøn cocktail.